Af Kaj Kirkeby bragt i FlueFisker juni 2019.
Foto Egon Hygum Poulsen

En habil allround fluekaster kan kaste præcist, kort og langt samt anvende specialkast efter behov. En forudsætning for dette er at kunne lave et ordentligt basiskast.
Denne artikel omhandler primært basiskastet og er derfor ikke som udgangspunkt henvendt til viderekomne eller eksperter, selvom jeg håber, at også øvede kan have glæde og gavn af at gå tilbage til kastets rødder.

Fluekastets formål er:

  • at placere fluen, hvor kasteren ønsker det
  • når han/hun ønsker det
  • uden at skræmme fisk
  • så fluen fisker, som kasteren ønsker det

Udstyret til at opfylde dette formål er Fluehjulet, hvis opgave er:

  • at opbevare linen
  • nogle gange at medvirke i/lette fighten

Undertiden anføres en tredje opgave: at afbalancere stangen. Dette er jeg ikke enig i - i alt fald ikke når det gælder de lette stænger (# 6 og mindre). Min erfaring er, at her bør det letteste hjul, som opfylder kasterens ønsker/krav, vælges. Jeg har adskillige gange bedt kursister om at tage hjulet i lommen og kaste uden. Langt de fleste har efterfølgende sagt, at de følte deres kast fungerede bedre.

Fluestangen, som er det primære kasteredskab, har 2 vigtige egenskaber:

  • en omvendt brækstangseffekt, som indebærer, at en kort bevægelse af hånden får stangspidsen til at bevæge sig langt, og en lang bevægelse af hånden giver en hurtig bevægelse af stangspidsen
  • en fjedereffekt, som indebærer at stangen kan lade og afgive energi, og jo mere stangen bøjes desto mere energi kan den lade og afgive

2 egenskaber, som er en forudsætning for, at stangen kan kaste og fungere som en forlænget del af kasterens arm.

Fluelinen, som er kastevægten

Forfanget, som har 2 funktioner

  • at være en ”usynlig” forbindelse mellem flueline og flue. Bør være mindst 1 til 1½ gange stangens længde. Store fluer kræver kortere forfang og små fluer kræver længere forfang
  • at påvirke kastet, så fluelinen styres til en blød udrulning (nærmest som styrefjerene på en pil)

Kastestil og greb

Indledningsvis er det vigtigt at understrege, at der ikke findes én rigtig kastestil. Der findes mange kastestile, og man skal finde den, der passer bedst til en selv, hvilket på længere sigt for nogle er en fornemmelsessag; for andre er det et bevidst valg. På kort sigt vil kasteteknikken som oftest være præget af den beskrivelse, man har læst, eller den instruktion man har modtaget. Uanset om valget sker bevidst, fornemmelsesmæssigt eller på grundlag af instruktion, vil øvelse og erfaring for den enkelte påvirke kastestilens udvikling. I indlæringsfasen er nedenstående centrale punkter imidlertid vigtige, fordi de efter min erfaring gør indlæringen lettere.

I praksis er der 4 grebstyper:

Tommelfingergrebet, er det mest udbredte, da tommelfingeren er den stærkeste finger. Tommelfingeren oven på stangen og de øvrige under.

V-grebet, hvor tommelfingeren er på den ene side, pegefingeren på den anden og øvrige fingre under. Pegefingeren kan holdes strakt eller bøjet. Jeg bruger dette greb med strakt pegefinger.

V-grebet, med strakt pegefinger.

Pegefingergrebet. Pegefingeren holdes strakt ovenpå stangen og øvrige fingre under. Grebet er ikke særligt udbredt og bruges oftest ved korte præcise kast, men sikrer at håndleddet holdes stift.

Det italienske greb. Ringfinger lægges om hjulet og lillefinger og langemand lægges over ringfingeren, så der næsten dannes et V. Tommelog pegefinger holdes på hver side af håndtaget. Pegefingeren kan enter være strakt eller bøjet.

Det FØRSTE er at finde ud af, hvordan man vil holde stangen. Vigtigt er ALDRIG at knuge stangen, uanset hvilket greb man bruger.
Min opfattelse er, at man skal vælge det greb, man føler sig bedst tilpas med, hvilket for de fleste nok vil være tommelfingergrebet, Bemærk dog at nogle kastere anvender 3 greb - pegefingergrebet til præcisionskast, v-grebet til korte og mellemlange kast og tommelfingergrebet til de lange kast, og når der anvendes tungere stænger.

Fluekastets fysiske love

Basiskastet er et overhåndskast, hvor linen ruller henover stangspidsen og styres af denne. Faktisk er det tale om 2 kast - et bagkast og et fremkast.

1. Det er fluelinens vægt og modstand, som lader stangen. Det betyder, at enden af fluelinen skal bevæge sig, inden linevægten og kastebevægelsen kan lade stangen.

2. Kastevinklen er den vinkel, som fremkommer imellem fluestangens forreste position og den bagerste position i ladningszonen. Kastevinklens størrelse tilpasses den mængde line/vægt, som man holder i luften uden for topøjet. Dvs. en stor kastevinkel kræves ved lange kast og en lille kastevinkel ved korte kast. Et højt bagkast kræver et lavt fremkast og omvendt.

3. Stangen lades ved en accelererende bevægelse uden ryk i kastevinklen, dvs. med en konstant stigende hastighed. Hastigheden og vinklerne skal fungere koordineres, så stangen under kastet bøjes nøjagtig så meget, at stangspidsen følger en ret linje.

4. Stoppet skal være kontant og præcist, så den opsamlede energi i stangen frigøres og overføres til linen. Stangtoppen fortsætter bevægelsen forbi den faktiske stopvinkel for derefter at slå tilbage. Det markante stop er centralt i ethvert fluekast, fordi det får linen til at rulle bagud og fremad.

5. Kastelængden afhænger primært af 3 forhold:

  • Tyngdeloven. Tyngdelovens indflydelse er konstant, dvs. at hvis linen ruller ud i 1 meters højde, rammer den vandet noget hurtigere end hvis den ruller ud i 2 meters højde
  • Linebuens højde. Jo smallere linebue, jo længere kast med samme linehastighed, fordi en smal linebue formindsker luftmodstanden. Det er stangspidsens bevægelse under kastet, som bestemmer linebuens udseende. Forskellen mellem stangspidsens højeste og laveste position under kastet giver linebuens højde. Det forreste stop bestemmer linebuens højde i fremkastet. Bagerste stop bestemmer linebuens højde i bagkastet. At kunne variere størrelsen af linebuen (smal eller bred) handler først og fremmest om at kontrollere stangspidsen, når stoppet sættes ind.
  • Linens hastighed. Jo højere hastighed, jo længere flyver linen på samme tid.

6. Kadencen (rytmen) skal tilpasses kastelængden. Forfanget må ikke i de to vendepositioner nå at rette sig helt ud. Sker det, vil der opstå et tilbageslag. Linen vil så, hvis man ikke gør noget, lande med nogle bugtninger på jorden. Den samme ”figur” vil også opstå i luften. Før linen igen udgør en kastevægt, der kan spænde stangen, skal disse bugter opfanges. Til det bruges en del af accelerationen med et dårligere kast som resultat. Kasteforløbet skal være sammenhængende (udgøre en helhed). Lærer man at håndtere kadencen, vil man opdage, at et fluekast i høj grad foregår på stangens præmisser og ikke fluekasterens muskler. Det betyder samtidigt, at stangen stivhed/ blødhed/tapering og længde påvirker kadencen. Langsomme og hurtige stænger skaber hver sin bevægelseslængde, når man kaster. En hurtig stang kræver en mindre bevægelse i forhold til en langsom stang. Vel at mærke hvis man ønsker at beholde den smalle linebue.

Sammenfattende er det vigtigt at få ind på rygraden, at linens vægt og modstand og armens bevægelse i forening skal spænde stangen, så dennes indbyggede fjedereffekt udnyttes. Stangens længde og armens bevægelse udnytter samtidig vægtstangsprincippet. Skal dette fungere effektivt, skal bevægelserne være smidige og koordinerede, hvilket bedst sikres, hvis bevægelserne sker tæt på kroppen. Samtidigt gælder som en hovedregel, at jo flere kræfter der bruges, desto dårligere bliver kastet. Det gode og effektive basiskast skabes ikke af rå muskelstyrke men af den koordinerede, veltimede, smidige og rytmiske bevægelse, som samtidigt er forudsætningen for at udnytte fjeder- og vægtstangsprincippet effektivt.

Et vigtigt led i et godt kast er, at fluestangen fungerer som en forlængelse af armen, og en vigtig forbindelse er håndleddet.

Groft sagt kan håndleddet fungere på 3 måder:

1. Håndleddet er løst, hvilket ses ved, at håndleddet bøjer meget i kastet, og især i bagkastet, hvor stangen føres så langt tilbage, at den er vandret eller næsten vandret. I både bagkast og fremkast føres stangen mere eller mindre som en vinduesvisker (ingen eller ringe acceleration), hvilket indebærer en stor linebue og meget lidt hastighed på linen i fremkastet. Det har den konsekvens, at linen ofte vil ramme jorden. Ofte ender linen i fremkastet i en bunke. Stangen arbejder ikke som en forlængelse af armen. Dette ses især ofte hos nybegyndere.

2. Håndleddet er næsten låst, dvs. den bevæges meget lidt i såvel bagkast som fremkast. Stangen fungerer som en forlængelse af armen. For nogle er det i begyndelsen svært at kontrollere håndleddet. En hjælp kan være at anvende et velcrobånd rundt om håndleddet og enden af håndtaget, så afstanden mellem håndled og stangens endedup max. kan blive 45 grader under kastet. En anden mulighed er - hvis tommelfinger grebet eller v-grebet anvendes – at dreje bagsiden af hånd indad og hjulet lidt ud ad, hvilket for nogen kan gøre det lettere at holde et stift håndled

3. Det optimale er efter min opfattelse det styrede håndled, som bl.a. betyder, at håndleddet dels holdes stift under en del af kastet, dels bruges aktivt i kastets afslutning ved at presse med tommelfingeren og eller klemme med lillefinger og ringfinger lige inden stoppet. Amerikanerne kalder det power snap, hvilket øger linens hastighed.

Jeg har dog mødt og set gode kastere, som stort set kun kaster med håndleddet.

Sammenfatning af de centrale punkter i det ”gode” basiskast.

1. fase: Man bestemmer sig for, hvor lang kastet skal være, idet vinklerne (forreste og bagerste stop) er forskellige, om der skal kastes 10, 15 eller 20 meter, og om der er med-, mod- eller sidevind. Herved fastlægges samtidigt længden af accelerationen. Vigtigt er, at beherske de korte kast ordentligt, inden der forsøges med lange kast.

2. fase: Der løftes til forreste stop. Løftet har 2 funktioner: a) at løfte linen fra vandet med mindst mulig uro (kontakten mellem vand og line forskydes udad) og b) at sikre at lineenden er i bevægelse, så linens vægt og modstand kan medvirke til at spænde stangen (evt. slack fjernes). Løftet kan med fordel startes med stangspidsen tæt på vandet.

3. fase: Start accelerationen, som er en kontinuerlig bevægelse med stigende hastighed, der afsluttes med et kontant og brat stop i bagerste stop, når accelerationen er maksimal (husk vinklen og det kontrollerede eller styrede håndled). Rykkes der i accelerationen vil det tydeligt fremgå af linebuen, som ikke vil rulle lige og jævnt hen over stangspidsen, men indeholde bugter og ofte medføre en såkaldt vindknude eller tailing loop.

4. fase: Her slappes af, mens linen ruller bagud henover stangspidsen. Nogle vil her foretage en pendling i bagkastet (et lille løft opad og bagud) for at øge accelerationsafstanden (vinklen), især hvis der er tale om lidt længere kast. Andre vil stå ubevægelig. Foretages en pendling skal denne ske med lidt lavere hastighed end linens fart bagud, da der ellers skabes slack i linen.

5. fase: Umiddelbart før forfanget er helt rettet ud i bagkastet, påbegyndes accelerationen til fremkastet, som skal spænde stangen; og igen som en kontinuerlig bevægelse med stigende hastighed, der afsluttes med et kontant og brat stop i forreste stop, når accelerationen er maksimal (husk vinklen og det kontrollerede eller styrede håndled og evt. presset med tommelfingeren eller klemmet med lillefinger og ringfinger). Vær opmærksom på, at linen bevæger sig i den retning stangspidsen har, da stangen stopper. Stangspidsen vil kun bevæge sig optimalt i forhold til kastemål og -længde, hvis stangen stoppes brat, når accelerationen er på sit højeste (dvs. stangen er spændt maksimalt i forhold til kastelængden) og kastevinklerne er i orden.

6. fase: Følg med og sænk stangen, når linen retter sig ud. Det vil samtidigt reducere stangspidsens efterslag

I teorien er basiskastet nu i orden og tilbage er kun øvelse, øvelse og atter øvelse, hvilket glimrende kan udføres på en græsplæne.

Login

Husk mig