Per Nielsen fra Esbjerg, der arbejdede for SWAN Products, var initiativtageren. Per var medlem af Federation of Fly Fishers (FFF) i USA og havde været ved Fly Fair i Holland, hvor han havde set mulighederne. Blandt fluefiskerne i Europa havde flere gået og syslet med en ide om at starte en Europæisk afdeling af FFF. European Federation of Fly Fishers blev etableret, men er senere gået i sig selv. EFFF blev officielt opløst i 1997, men kastedelen fortsatte endnu en tid efter.

Den stiftende generalforsamling fandt sted i Dalum på Fyn d. 27. marts 1993 og havde et godt fremmøde. Fluefiskeriet var i fremgang og interessen var til stede. Federation of Fly Fishers Denmark (FFFD) blev stiftet og den første bestyrelse blev valgt med Per som den naturlige formand. Det første bestyrelsesmøde blev afholdt den 5. april. Vi havde store ambitioner og vovemodet fejlede intet. Per var klar med en plan i form af en dansk udgave af hollandske ”Fly Fair”. Vi besluttede i bestyrelsen at gennemføre den første udgave af ”The Danish Fly Festival” samme efterår.
Festivalen blev planlagt og i weekenden den 4. – 5. september løb den første festival af stablen i Esbjerg. Den blev en succes. Siden hen har The Danish Fly festival været afholdt hvert andet år i KFUM hallerne i Kolding og er helt klart FFFD’s fyrtårn. Publikum og ikke mindst medlemmer har haft mulighed for at opleve stort set hele eliten inden for fluebinding og fluekast, ligesom adskillige fluefiskere fra især Danmark og Tyskland har benyttet festivalen til ”shop amok”.
I 2017 afholdes Danish Fly Festival for 13. gang i weekenden d. 4. og 5. marts.

Det første år nåede medlemstallet op på 47 og siden er det gået støt frem. I foråret 1999 rundede vi 250 medlemmer og i november 2007 var vi 700 medlemmer. I 2017 er vi over 1200 medlemmer. Knopskydningen er i gang med lokalafdelinger, I dag er der lokalafdelinger i Århus, København, Odense og Ålborg.

De første sæsoner foregik kommunikationen til medlemmerne med FFFD nyhedsbrev, som udkom 4 gange om året. I efteråret 1997 tog vores blad ”FlueFisker” over og har været vores medlemsblad lige siden, og her må jeg sige et fantastisk flot blad. Senere har vi fået hjemmesiden, til den daglige kommunikation såvel internt mellem medlemmer og til interesserede udenfor Federation of Fly Fishers Denmark.
1997 var også året, hvor FFFD fik sine første certificerede kasteinstruktører, siden har flere sluttet sig til skaren og op til i dag har vi certificeret et tocifret antal og har flok af meget dygtige aktive kasteinstruktører.

Danmarksmesterskabet i fluebinding fik rigtig vind i sejlene, da FFFD i 1998 gik ind i et konstruktivt samarbejde med DSF og tog værtskabet på The Danish Fly Festival 1999 og samtidig fik en række sponsorer på banen. DM i fluebinding gennemføres igen i år under The Danish Fly Festival.
Efter mange års tilløb fik vi i 2008, i lighed med kasterne, et program på plads omkring uddannelse og certificering af fluebindingsinstruktører. Vi nåede at certificere 4, men opbakningen er p.t. ikke til stede og derfor er programmet lagt i dvale, måske genopstår det igen, det må tiden vise.
FFFD har haft og har stadig en stor betydning for udviklingen af dansk fluefiskeri, det hersker der ingen tvivl om. Det kan måske synes lidt mærkelig i dag, hvor fluefiskeri er det naturligste i verden. Man kan søge oplysninger alle steder både i blade, på DVD’er og især på nettet, hvor YouTube og Facebook er en fantastik kilde. Tro mig, ”Det ku’ man ikke i halvfemserne”.

FFFD’s mange forskellige aktiviteter gennem årene. Jeg kan nævne fluebindingsseminarer, hvor der er blevet undervist i alt fra små tørfluer til store fulddressede laksefluer, kastekurser i hele landet og ture i ind- og udland. FFFD har haft ture til Tjekkiet, Slovenien, Canada, Irland, Sverige, Norge og Mexico samt rundt ved Danmarks åer og kyster. Aktiviteter som i høj grad har været en faktor i folks introduktion til Fluefiskeriet.
Rigtig mange FFFD medlemmer har fanget deres første ”Flue-laks” på Kim & Kim’s sagnomspundne laksetur til Bjerkreimselven. Turen har udviklet sig til en tradition, men ikke nok med det, også til den største dansker-komsammen i Norge. Mange, der har været på en FFFD tur, tager i dag derop i andre sammenhænge. I 2013 var vi over 50 danske laksefiskere ved Bjerkreim i uge 35. Det har dog heldigvis spredt sig lidt ud over efteråret.
En anden helt speciel aktivitet, som er blevet en institution, er det årlige fluebindertræf, den sociale fætter-kusine fest, hvor fluebinding, hygge og godt kammeratskab går hånd i hånd. Godt styret af Peter Hansen. Der er en utrolig hyggelig atmosfære og historierne bliver bestemt ikke dårligere efter en whisky eller to. Hvis I aldrig har deltaget, så forsøg at få en plads på årets træf i november.
FFFD har været den altafgørende inspirationskilde for udviklingen af mit eget fluefiskeri og fluebinding, som i dag er en passion, jeg ikke kan være foruden. Endnu en gang TILLYKKE med de 24 år. Spændende at se, hvordan 25 års jubilæet skal fejres.

Adam
Medlem nummer 0002

Log ind