Af Lars Chr. Bentsen bragt i FlueFisker marts 2006

Den Lige Linje!
For at et fluekast skal være succesfuldt, det vil sige at man med en rolig, smal linebue og god linekontrol lægger fluen, der hvor man ønsker det, skal stangtoppen beskrive to lige linier på samme tid. Det lyder umiddelbart umuligt, men der er tale om to linier i forskellige plan, så at sige. Lad mig forklare lidt nærmere.

For at forstå de to forskellige lige linjer må man se kastet i to forskellige plan – fra siden og fra oven.

Set fra oven beskriver stangtoppen på denne illustration en lige linje – kasteren fører stangen i en perfekt lige linje mellem forreste og bagerste position. Både i fremkast og bagkast vil linen i denne situation bevæge i nøjagtige samme retning som linjen beskriver, dvs. lige frem og lige tilbage. Denne lige linje er det, der på engelsk kaldes ”tracking” og der findes ikke nogen accepteret og beskrivende dansk glose for det, så efterfølgende henviser ordet ”tracking” til denne situation.

God tracking er ikke let at opnå og er noget, som selv verdenseliten indenfor fluekast træner rigtigt meget på. Har man nogensinde oplevet at linen under sin færd slår ud til den ene eller den anden side, da er årsagen (som oftest) en ”skæv” tracking. Selv når linebuen ruller fremad og det hele ser perfekt ud kan man opleve at bare forfanget til allersidst slår ud til den ene eller den anden side. Da er det stadig trackingen den er galt med, bare i mindre grad. Har man først forstået det, så er man (som det næsten altid er tilfældet) klar over at fluelinen igen er den bedste sladrehank når man træner.

Man koncentrerer sig og forsøger at føre stangen i en nøjagtig lige linje (set fra oven) og når linen holder sit lodrette plan gennem hele kastet, da er trackingen på plads. En anden god måde at træne det på, er at rulle et 50 m målebånd eller et langt reb ud og stille sig på midten (de hvide striber på en boldbane er også perfekte). Man blindkaster nu, helst med en god lang line, og ser til at fremkastet falder lige over eller parallelt med målebåndet, rebet eller den hvide streg. Uden at kigge efter sit bagkast blindkaster man 5-6 gane og lader herefter bagkastet falde. Det er nu tydeligt på hvordan linen ligger i forhold til målebåndet, hvordan ens tracking er. Og det er nådesløst.

Problemet med en ”skæv” tracking er, at ligger bagkastet 20 grader forkert i forhold til fremkastets retning, da bliver det jo umuligt for stangtoppen at følge den lige linje. Det vil sige, at selvom grundkastets bevægelser måske er i orden, så vil stangtoppen ganske enkelt blive trukket ud at den lige linje på grund af at frem- og bagkast ikke ligger 180 grader i forhold til hinanden.

Den anden lige linje er den stangtoppen skal beskrive set fra siden. Forestil dig at stangen ikke kunne bøje på sin gennem kastebevægelsen – da ville den aldrig kunne beskrive en lige linje. Bøjer stangen for lidt, da er der som sådan ingen skade sket, udover at man kaster store, åbne linebuer. Men bøjer stangen for meget, da får det frygtede ”tailing loop” eller griserumpe.

Fører man stangen med den rette acceleration, da vil den bøje på den rigtige måde, hverken for lidt eller for meget og følge den lige linje, som kan trækkes mellem forreste og bagerste position. Og det er faktisk denne lige linje, der resulterer i den smalle, hurtige linebue.
Accelerationen skal være jævnt progressiv gennem hele bevægelsen op til stoppet, det vil sige stangen skal føres hurtigere og hurtigere.

Starter man bevægelsen for hårdt og hurtigt vil stangtoppen i den første del af sin vandring mellem forreste og bagerste position dykke under den lige linje, resulterende i et tailing loop. Det samme bliver tilfældet hvis man slutter af med et for hårdt ryk. Accelerationen hænger nøje sammen med andre elementer i fluekastet. Så i næste artikel gennemgår jeg, hvorledes kastebevægelsen, vinklerne og accelerationen hænger sammen

Log ind