Af Lars Chr. Bentsen, bragt i FlueFisker august 2005

I sidste nummer af Fluefisker gennemgik Jason Borger, hvordan han holder på en fluestang. Der er selvfølgelig mange forskellige greb, og essensen af Jason’s artikel var da også, at det vigtigste er at vælge et greb man finder komfortabelt.
Når man har fået fat i fluestangen på den rigtige måde er det tid til at begynde at kaste. Dette nummers øvelse kræver, at man kaster på vand. Alle kast starter fra vandoverfladen, og ligesom et hus ikke er bedre end det fundament det står på, så er det rigtige løft i kastets begyndelse en forudsætning for et godt kast. Derfor er det vigtigt at løfte linen på den rigtige måde, for at få et ordentligt bagkast.
Mange forsøger ganske enkelt, med mange kræfter, at rykke linen af vandet og selv om det ind i mellem lykkes udmærket, så bruges der ofte for mange kræfter og så ser det heller ikke særligt elegant ud. For at lave et elegant løft, selv med en lang line, skal der ikke så meget til.

Kontaktpunktet mellem vand og line er vigtigt at observere, for det første der sker, når man laver et rigtigt løft er at dette punkt forskydes udad mod forfanget.
Man starter altid med stangspidsen ved vandoverfladen og med strakt line. En kastebevægelse er, for de fleste almindelige kasts vedkommende, ikke effektiv før spidsen af fluelinen bevæger sig. Det vil sige, starter man kastet med en masse løsline liggende på vandet foran sig, så spildes størstedelen af kastebevægelsen på at strække løslinen ud. Starter man med stangspidsen flagrende oppe i luften, så reducerer man betragteligt den kastebevægelse man har til rådighed.
Med strakt line og stangspidsen ved vandoverfladen løfter man stangen opad i en langsomt accelererende bevægelse, uden at trække den for meget bagud. Kontaktpunktet forskydes ved denne bevægelse udad mod forfanget, og når man gør det rigtigt med den rigtige acceleration, så kan det gøres uden at forfanget skøjter ret meget bagud.
Når kontaktpunktet når forfanget ”danser” linen spændt mellem forfanget og stangpidsen, og der er minimal modstand at ”kæmpe” imod, når bagkastet foretages. Man kan fra dette punkt foretage et ganske almindeligt bagkast, som var det et blindkast man lavede.

Der er nogle vigtige elementer at holde sig for øje, når man øver sig i at løfte linen af vandet. Det er vigtigt at hele kastet foretages i en glidende og accelererende bevægelse og især skal man helt undgå at holde pause, når kontaktpunktet når forfanget og bagkastet skal startes.
Pauser man falder linen blot tilbage på vandet.

Husk også, at mens linen løftes af vandet forud for selve bagkastet, må kastehånden ikke bevæges for langt bagud mod skulderen – da reducerer man den kastebevægelse man har til rådighed.
Mange har svært ved at holde den lige linie mellem de to yderpunkter i kastet i et almindeligt fluekast, men også når linen løftes af vandet er det vigtigt at tænke på, at man ikke fører kastehånden i en ”banan-bevægelse” og trækker hånden ind bag hovedet (eller for den sags skyld den anden vej), men fører stangen i en lige linie, set oppefra.

God fornøjelse med at løfte.

Log ind